Advokathuset Funch & Nielsen byder advokat Keld Frederiksen velkommen på holdet

December 2024

Vi er glade for at kunne meddele, at advokat Keld Frederiksen med virkning fra 1. januar 2025 bliver en del af vores fantastiske team hos Advokathuset Funch & Nielsen. Keld bringer omfattende ekspertise og et stærkt engagement i at levere førsteklasses juridiske ydelser til vores klienter, hvilket gør ham til en værdifuld tilføjelse til vores voksende firma.

Vi opfatter Keld som en fagligt kompetent kollega, som desuden med sit engagement og gode humør vil være et aktiv for enhver arbejdsplads, og vi er sikre på at Keld vil bidrage til at vi fortsat kan hjælpe vores kunder på højeste niveau, udtaler direktør Henrik Tinggaard.
Advokat Keld Frederiksen

Keld Frederiksen, der får titel af partner, ser også frem til de nye udfordringer:

Jeg har i mange år klaret mig selv, og det er gået godt, men jeg må erkende at især skærpede krav til compliance tager alt for meget af min tid – så jeg glæder mig til i højere grad at kunne fokusere på kunderelaterede opgaver, og så ser jeg frem til at få nogle flere kolleger at sparre med.

Med sin brede erfaring inden for både privat- og erhvervsret, herunder særligt lejeret, har Keld fra sin base i Vinderup med succes hjulpet privatpersoner og virksomheder i hele Nordvestjylland med juridiske strategier, der skaber resultater.

Keld Frederiksen har møderet for Højesteret som beneficeret forsvarer og er formand for Danske Udlejere. Han startede faktisk sin karriere i Thisted som advokatfuldmægtig hos det, der senere blev til Advokathuset Funch & Nielsen, så man kan sige at cirklen nu er sluttet, da han vender tilbage som advokat med mange års erfaring for at dele ud af sin viden og kompetence.

Keld får på sigt sin base på kontoret i Skive, men Advokathuset Funch & Nielsen etablerer mødekontor i Vinderup, således at det fortsat vil være muligt at møde ham i vante omgivelser.

Vær med til at byde advokat Keld Frederiksen velkommen til Advokathuset Funch & Nielsen.